Samtaleforløb

Det meningsfulde i handlinger og ord skal findes i de sammenhænge, de udspiller sig og bliver sagt i, og i de relationer, der ligger til grund for dem. Derfor er sammenhænge og relationer centralt, når du kommer til mig med et problem.

Jeg ser mennesket som intentionelt. Som et individ, hvis handlinger til enhver tid bygger på intentioner, med baggrund i de værdier, principper og håb det har for livet. Disse intentioner er dog ofte usynlige, da de overskygges af vores egne og andres forforståelser. Det kan være forforståelser som f.eks. handler om hvilke høje normer og standarter der er, for at kunne være et moderne menneske. I samtalerne ser vi derfor sammen nysgerrigt på, hvor disse forforståelser kommer fra, om de er rimelige og hvad de evt. står i vejen for.

Det skaber et fokus på agenthed, altså en oplevelse af at være aktør i dit eget liv – at kunne forme det og gribe ind i det, i overensstemmelse med dine intentioner. Det er en bevægelse fra at være passiv tilskuer i eget liv til at være aktiv deltager.

I samtalerne bruger jeg løbende FIT (Feedback Informed Treatment), som er et redskab, jeg bruger til at måle, om forløbet skaber de ønskede forandringer og bidrager til dialog.

  • FIT er baseret på forskning og benyttes internationalt.
  • FIT er et redskab, jeg benytter for at sikre, at samtalerne drejer sig om det, du oplever som vigtigt.
  • FIT består af to skemaer, hvor du kan angive, om du oplever forandringer i den retning, du ønsker, og hvordan du oplever samarbejdet med mig.
  • Skemaerne hjælper mig til at tilrettelægge forløbet, så vi i fællesskab når dit mål.