Har det virkeligt noget på sig at fædre – og inddragelse af dem i familiebehandlingen – er som en blindtarm. Man ved cirka hvor de er, men tager dem først rigtigt seriøse, når de gør ondt eller laver vrøvl.

Spørgsmålet er vel nok sat på spidsen, men det åbner op for en workshop, hvor man som deltager bliver inviteret til at forholde sig. Forholde sig til hvilken magt kønsdiskurser har i vores daglige arbejde, og hvilke positioner disse stiller til rådighed – ikke bare for barnets far, men for hele familien. Jeg peger på forskning fra Storbritannien for at vise, hvad der kan spænde ben for en ligeværdig inddragelse, men også hvor vejene til succes kan gå hen. Jeg kommer med egne eksempler på samtaleforløb og gruppeprocesser, hvor den enkelte far støttes i at gøre sig til far, og frigøre sig fra de diskurser han oplever som degraderende. Ligeledes udforsker jeg betydningen af disse processer, og om de kræver en særlig “mandeindsats” at inddrage fædrene.